Kapitel V

Som dagene gik med flere propaganda videoer, arbejde på kontoret og følelsen af at passe ind, følte Milo at der var noget vigtigt han havde glemt. Måske noget det var meningen han skulle gøre. Noget havde skubbet ham væk fra dette sted, men han havde stædigt kæmpet imod det. Endelig var det nu kun en blid hvisken han kunne ignorere. 
   Milo hørte at de havde ledt efter Aleta, men hun var forsvundet. Han forsøgte at undertrykke en følelse af sorg og bekymring. Han undrede sig over hvordan hun så nemt kunne forlade dette sted. 
   Tirsdag var dagen de annoncerede at chippen ville blive obligatorisk om blot en uge. De forventede at alle i Mardukania fik den før. 
   Alle betragtede det som uundgåeligt at Milo ville få chippen snart, og for ham var det også det næste naturlige skridt. For ham var der ingen anden fremtid, intet andet valg at tage. Dette var livet. Alle stolede på ham. Alle regnede med ham. Alle talte om goderne ved chippen og selviskheden af ikke at tage den. Folk der ikke tog den kunne rent faktisk anses for at være fjender af systemet, og en hård straf eller endda døden virkede ikke upassende. Hvis han ville være en god borger, burde han tage den nu. Hvorfor vente? 
   Onsdag morgen vågnede han op til lyden af regn der trommede på vinduet. Han stod ud af sengen og trykkede på skærmen. LAIs logo dukkede op og blev så erstattet af et billede af Sandor. 
   "Godmorgen, borger."
   Milo kiggede på skærmen og følte at han ikke havde nogen rigtige valg andre end at følge strømmen. "Som en død fisk," var Aletas udtryk for det. 
   "Jeg er klar," sagde han til skærmen. 
   Stemmen jublede. 
   Fem minutter senere kom en sygeplejerske ind i hans værelse og tog nogle prøver og gjorde ham klar til indsættelsen af chippen. Milo havde allerede fået en tid til at modtage chippen den næste dag. 

* * * *

Ethan var sammen med ham da han sad på lægens kontor. 
   "Bare rolig, vi var alle nervøse før vi fik den. Det vil være ovre før du ved af det. Husk at det kun er den ene gang og så er du fri."
   En eller anden bankede på døren. Sandor Hebel selv trådte ind i rummet og Milo følte sig beæret. 
   "Jeg kom for at se Milo Fallen endelig få sit skud."
   Lederen var endnu mere imponerende i virkeligheden. 
   "Det er en ære endelig at møde dig, min frelser."
   Sandor smilede som en stolt far. 
Sygeplejersken bad Milo om at slappe af og tage en dyb indånding. 
   Nålen gik igennem huden lige idet Sandor trykkede på en knap på sin telefon. 

* * * *

   "Vi har fået tilladelse nu," sagde hærchefen. "Er missilerne sat i position?"
   "Landsbyen er på mål."
   "Gør klar til at affyre."

* * * *

På bjergsiden langt fra landsbyen så Aleta op mod himlen. De andre landsbyboere, en gruppe på nitten, tabte de ting de var i færd med at pakke efter deres hvilepause. 
   De så noget i luften og i næste sekund hørte de en eksplosion. De kunne mærke jorden skælve og de så røg komme fra et sted de kendte. 
   "Det var vores landsby."

* * * *

Milo følte sig anderledes da chippen begyndte at arbejde i hans hjerne. Han kiggede på sin hånd og så det røde mærke på den. 
   Han var en af dem nu. 
   Han var Sandor Hebels. 
   Alt hvad han ønskede var at tjene ham. Han smilede euforisk. 
   "Lad os venligst være alene," sagde Sandor til de andre, og kort efter var han alene med Milo, som følte at han var i en helt ny sindstilstand nu. 
   "Hvordan har du det?" spurgte Sandor. 
   "LAI systemet er perfekt. Sandor Hebel er vores frelser og herre," sagde Milo som en robot. 
   Han bøjede sig dybt for Sandor som lagde hånden på Milos skulder. 
   "Fortæl mig nu alt jeg behøver at vide om Aleta."
   Med et blankt udtryk i retning af den hvide væg talte Milo kort. 
   "Aleta var en spion og hun arbejdede mod systemet. Hun har allerede advaret landsbyen, men jeg ved ikke hvor de er. Hun forsøgte at få mig til at tilslutte mig dem. De tager til et sikkert sted."
   "Tak, min kære og loyale borger."
   Sandor forlod rummet. 
   Udenfor ringede han til hærchefen. 
   "Send dine droner ud. Find landsbyboerne. De er stadig i live!"

* * * *

Landsbyboerne standsede. 
   "Hører du noget?" var der en der spurgte. 
   "Droner!"
   "Tag tæpperne, kom nu, skynder jer!"
   Lidt efter lå de fladt på jorden dækket af moslignende tæpper der ville dæmpe ethvert signal. Tæpperne kunne også dække for enhver varme som en satelit kunne registrere. De hørte dronerneflyve over deres hoveder som en sværm af stikkende bier. 
   Så snart dronerne var langt nok væk rejste landbyboerne sig op. 
   "Behold tæpperne over jer. De følger os måske på satelit hvis Milo har fortalt dem om mig."
   De fortsatte rundt om bjerget, stadig dækket af tæpperne, mens de på afstand kiggede efter dronerne, der søgte alle de forkerte steder. De smilede. 
   "De har absolut ingen idé om, hvor vi er."

* * * *

Til et sted der hvilede bag bjergene, et sted der ikke kunne ses fra byerne, ankom landsbyboerne endelig. Der var mange mennesker der boede her i det sikre sted. Unge og gamle havde de travlt med at samle mad, vand og brænde eller bygge flere huses, fordi flere og flere mennesker fandt vejen. 
   "Nyankomne!" var der en der råbte, og en hel menneskemængde samlede sig omkring dem. De viste dem rundt på stedet. 
   "Hvad er det for noget mad I samler?" spurgte Aleta. 
   "Det er brød fra Himlen," forklarede en ung mand. 
   "Fra Himlen?"
   "Ja, Herren elsker os og passer på os."
   Aleta smilede. Hun havde hørt lignende udtryk før, men hun vidste at dette var virkeligt. 
   "Jeg er så glad for at min lille landsby kan blive en del af folket her. Gud beskytter tydeligvis dette sted, så ingen kan finde det medmindre de er ledt af ham."
   "Kom, se det hus I alle vil bo i."
   "Er der nok plads?"
   "Det går en enkelt nat. I morgen bliver vi færdige med nogle nye huse. Hvordan lyder det?"
   "Det kan jeg godt lide."
   Aleta kiggede på bakkerne, der formede en naturlig mur rundt om denne fredfyldte by. Hun så et flimrende lys her og der, som om kæmpe engle stod på toppen af bakkerne, og hun vidste i sit hjerte at de kunne være trygge her. 
   Hendes tanker vendte tilbage til begyndelse, da test og vacciner blev det nye normal og kontanter forsvandt fra billedet. Hvordan eskalerede det hele så hurtigt?

SLUT

© Immanuel Design & Production I/S i Nordjylland, Danmark

Design, dyreportrætter, kort, plakater, fotografering og meget mere.

  • Facebook
  • Instagram