Kapitel IV

   De satte sig på græsset bag et træ. 
   "Hvad er det egentlig du vil fortælle mig?" spurgte Milo stille. 
"Jeg læste i dine papirer at du var bekymret over chippens sikkerhed. Du havde udtrykt bekymring over muligheden for at den kunne blive brugt til noget ondt."
   "Er det i mine papirer? Jeg havde bare henkastet sagt det til en ven."
   "Det ved jeg. Han fortalte det videre."
   "Så har de også hørt om landsbyen..."
   "Ja, de har, og jeg vil gerne vide hvor du står henne i det?"
   "Hvordan ved jeg om jeg kan stole på dig med mine tanker?"
  "Det kan du ikke vide, men der vil ikke være noget bevis for det som du og jeg siger lige nu, når der ikke er nogen mikrofoner til at høre os. Sandor stoler på mig, derfor kan jeg gøre ting selvom jeg ikke har mærket."
  "Det kommer ikke til at vare evigt. Du vil ikke have mikrochippen, vel?"
   Hun kiggede ned. Derefter lige på ham mens hun undersøgte hans øjne. 
   "Nej, jeg vil ikke. Så fortæl mig, hvad ved du om landsbyen?"
   "Jeg ved ingenting... Jeg har aldrig været der."
   "Jeg har." 
   "Hvornår?"
   "Jeg boede der."
   "Hvorfor flyttede du?"
   "For at beskytte dem. Alting er ikke som de ser ud. Chippen er ond. Det sender signaler til din hjerne og overtager dine tanker og din frie vilje. Systemet slår folk ihjel og de vil også ødelægge landsbyen og alle andre der bliver betragtet som en trussel."
   Milo løftede et øjenbryn. 
   "Hvordan ved du det?"
   "Folk som ikke vil tjene Sandor og ikke vil leve i Mardukania er forsvundet på mystisk vis. Du kan ikke se det, når du lever herinde i byen, men tro mig, mikrochippen handler ikke om frihed, helbred eller lykke, det handler om kontrol. Hvis du accepterer det og tager Sandors mærke mister du dig selv."
   "Men Aleta, jeg levede i en by før jeg kom her og det var bare kaos og frygt, fattigdom, sult, folk der stjæler fra hinanden og ingen tillid overhovedet. Disse mennesker var alle fortabte."
   "Det er fordi de ikke havde accepteret Herren ind i deres hjerter. Min bedstemor talte om dette og var så bange for at jeg ville blive ladt tilbage når bortrykkelsen kom. Og det gjorde jeg."
   "Der mistede du mig. Herren? Du mener... som Jesus? Snakker du om Åbenbaringen?"
   "Ja, Jesus Kristus er verdens sande frelser."
  "Du er kristen? Kristne kan ikke være her. Det ved du. Kristendom er ikke tilladt i Mardukania."
   "Og du synes ikke det er forkert?"
   "Jeg... måske, vel... Du ved, kristne er sædvanligvis terrorister. Det lyder lidt tosset. Du ved ikke engang om de mennesker der "forsvandt på mystisk vis" var skadet af Sandor eller hans computersystem."
   Han så ind i hendes bedende øjne. Hun rystede på hovedet. 
   "Kristne er ikke terrorister. Medierne lyver. Jeg har set ting. Lad være med at tage chippen. Jeg har allerede advaret landsbyen. Vi har fundet et sikkert sted og det ved undertrykkerne ikke. Kom med os og bliv virkelig fri. Hvis du kommer med mig lige nu kan vi flygte sammen før det er for sent."
   "Jeg ved det ikke, Aleta. Det er meget at bearbejde og du giver mig ikke noget bevis for noget af det."
   "Inderst inde ved du, at det er sandt. Det er derfor ud ikke har taget chippen endnu. Vær nu sød at komme med mig." 
   "Jeg vil tænke over det."
   "Jeg ved at chippen snart bliver obligatorisk og jeg er nødt til at forlade byen. Kan du se det stakit derovre? En af plankerne er løs. Hvis du kravler er der ingen der kan se dig komme ud. Mød mig i den gamle hytte fredag aften og jeg vil vise dig sandheden. Hvis du gerne vil. Husk at bede om Guds beskyttelse. Han vil hjælpe dig ud ligesom han har hjulpet mig."

* * * *

Samtalen med Aleta foruroligede Milo. Han havde ingen idé om hvad han skulle tænke. Aleta var en slags spion og ville have ham til at bede. Det ville han ikke. 
   På den ene side lød alt hvad hun sagde virkelig skørt. På den anden side virkede hun ærlig. Hvorfor ville hun risikere så meget ved at fortælle ham dette hvis det ikke var sandt? Og han kunne ikke benægte den tvivl i hjertet han havde omkring systemet. Måske troede han ikke på Aleta, men han var nødt til at være helt sikker før han accepterede chippen. Han kunne gå ud og se landsbyen og hvad end "sandhed" hun snakkede om. Det kunne ikke skade. 

* * * *

Fredag aften havde Milo bestilt et sort sæt tøj. 
   "Er det i orden hvis jeg går ud på en lille aftentur?" spurgte han vagten ved døren, der ledte ud til parken. 
   "Milo Fallen?"
   "Ja, det er mig."
  "Du har tyve minutter. Der kommer snart en sygeplejerske og tjekker dig." 
   "Tak."
   Milo smilede nervøst og gik ud i parken. Han gik langsomt som om han hyggede sig indtil han kom til Aletas hemmelige hjørne. Så kravlede han på maven hen til den løse planke. Han kiggede op på kameraerne. De var alle vegne. Bortset fra lige her hvis han blev bagved denne busk... Han løftede forsigtigt planken uden en lyd og tvang sig ud gennem mellemrummet. Han opdagede først nu hvor mørkt det ville være på den anden side af stakittet. Det tog noget tid for hans øjne at vænne sig til det. 
   Han spekulerede et øjeblik på om han skulle bede om Guds beskyttelse, men besluttede at det var latterligt og unødvendigt. 
   Aleta havde nævnt en sti til en gammel hytte. Det skulle hjælpe ham i den rigtige retning. Han kunne se det røde lys fra et sikkerhedscamera over hans hoved. Hvis han blev tæt nok på muren keunne han blive ude af syne. Da han næsten havde nået enden af bygningen hørte han fodtrin. Han holdt vejret. Måske ville personen gå forbi uden at se ham i mørket. 
   Personen stoppede. En lommelygte lyste Milos ansigt op. 
   "Hvad laver du herude?"
   "Ethan?"
   "Svar på mit spørgsmål."
   "Der er bare noget jeg er nødt til at tjekke."
   "Og hvad er det?"
   "Øhm... Stakittet er i stykker. Jeg løber ikke væk, hvis det er det, du tror." 
   "Løber væk? Milo, Milo. Du er ikke en fange her. Du er min ven. We anbefaler dig blot at gå igennem sundhedsprogrammet fordi vi holder af dig. Du vil ikke være en sygdomsspreder, vil du?"
   "Det vil jeg vel ikke. Hvordan fandt du mig egentlig?"
   "Der er sat et nyt kamera op ved stakittet. Men du skal ikke bekymre dig, kameraerne er der for din egen sikkerhed. Vi holder øje med dig, så vi kan beskytte dig. Det er sand frihed."
   Ethan tøvede et øjeblik. 
   "Jeg er bange for at hvis du ikke modtager chippen snart og bare går rundt som det passer dig, vil du blive set som en del af problemet. Chippen vil give dig frihed til at gøre hvad end du vil. Vil du blive her, få chippen, blive en del af systemet, eller vil du flytte væk herfra? Det er dit valg. Jeg anbefaler dig naturligvis at blive her."
   Milo kiggede på den mørke sti til den forladte hytte. Derefter søgte hans øjne efter landsbyen i bjergene. Det var for mørkt til at se noget som helst. Det var meget lettere at blive og simpelthen gå med til det hele.
   "Sidste chance, Milo. Vil du tilslutte dig systemet og blive en del af løsningen? Du ved at du er sikker her."

* * * *

Aleta ventede bag træerne nær hytten. Hun så lommelygten pege mod en mand. Det måtte være Milo. 
   Hun gik lidt tættere på, så hun kunne høre hævede stemmer. Hun hørte Ethans stemme. 
   "Sidste chance," sagde han. 
   Milo var for langt væk fra Aleta til at hun kunne høre hans svar. 
   "Kom nu, Milo. Bed og kom væk derfra," hviskede hun. 
   Ethan talte igen. 
   "Det var en god beslutning."
   Hun så Ethan gå hen til Milo og klappe ham på skulderen. Milo gik ind igen og Aletas hjerte sank. Ethan så døren lukke. Så talte han i en radio. 
   "Læg våbnene. Vi har ham." 
   Aleta så soldater snige sig ud fra buskene og stille marchere væk fra stedet. Hun fnøs. Så meget for Milos eget valg. Hun havde gjort hvad hun kunne for Milo og nu var det tid til at komme væk. Hun undertrykte en hulken. 
   Hun mødtes med de andre landsbyboere. En mand så bekymret ud. 
   "Fik du ikke Milo med?"
   "Nej, desværre ikke. Vi er nødt til at tage af sted nu." 
   En kvinde gav hende et knus. 
   "Jeg er ked af det. Jeg ved at han betød meget for dig."
   De fortsatte øst rundt om bjerget. 

* * * *

Var det virkelig det rigtige valg? Milo kunne forestille sig Aletas skuffelse. Måske skulle han prøve at tage af sted igen. Måske skulle han bede... 
   Hans tanker blev afbrudt af en banken på døren. Ethan kom og så til ham. 
   "Har du lov til at besøge mig?" spurgte Milo. 
   "Ja da. Finder du vejen?"
   "Du mener, er jeg klar til at tage chippen?"
   Ethan nikkede. 
   "Jeg overvejer det stadig."
   "Jeg har hørt at du er nødt til at blive herinde i noget tid?"
   "Ja, de siger jeg er nødt til at se nogle informations programmer."
   "LAI gør hvad der er bedst for dig."
   "Ethan, er der... har..."
   "Hvad?"
   Milo tøvede, så fandt han modet frem. 
   "Er der en landsby der er blevet ødelagt?"
   Ethan lod som om han ikke anede hvad Milo snakkede om. 
   "Det står ikke i nogen aviser. Hvorfor?"
   Milo trak på skuldrene. 
   "Jeg ved ikke..."
   "Er det din fantasilandsby igen?" Ethan himlede med øjnene, men kiggede så ud af vinduet et øjeblik. 
   "Kom denne vej."
   De forlod Milos værelse og gik ind i et andet et. Ethan virkede til at have et højt adgangsniveau nu. Han gav Milo en kikkert og bad ham om at kigge på bjergsiden. 
   "Landsbyen..." mumlede Milo. 
   Ethan lagde kikkerten igen. 
   "Er du tilfreds nu? Der er ingen der vil skade den lille landsby, vel? Jeg bekymrer mig for dig, min ven. Du opfører dig så underligt. Se disse videoer om Sandor Hebels store indsats mod pandemien og du vil forstå hvorfor vi alle har brug for ham. Hans teknologi redder bogstaveligt talt liv."