Kapitel III

Manden som trådte ind i Milos værelse var mindst et hoved højere og havde muskler som en professionel bodybuilder. Det specielle logo på hans skjorte og kasket fortalte ham at denne person var en af Sandors vagter. Han havde en maske på til beskyttelse. 
   Var han i problemer? 
   Han kunne ikke læse vagtens udtryk. 
   Hans hjerte galopperede derud af. 
  "Bare rolig, du har ikke gjort noget galt. En sygeplejerske vil undersøge dig snarest, men først må vi flytte dig."
   Hans stemme lød som en brølende bjørn. 
  "Flytte mig? Det forstår jeg ikke. Jeg har det fint i det her værelse."
   En kvinde kom frem bag vagten. Hun virkede mere venlig end manden. Hun trak ned i sin maske, så han kunne se hele hendes ansigt. 
   "Hej Milo, mit navn er Aletta. LAI har registreret noget i værelset som forstyrrer dig. Derfor vil vi gerne have dig til at flytte til et værelse med en anderledes og mere beroligende udsigt og isolere dig der nogle få dage indtil vi ved med sikkerhed om du er blevet smittet med virussen."
   Milo havde en dårlig fornemmelse, men den sympatiske og forstående vibration fra kvinden overtalte ham til at slippe sin frygt. 
   "Har Ethan det godt?"
   Aleta smilede. 
   "Han har det fint. Hans chip analyserer problemet. Vi skal bare lige sikre os at alle andre også har det godt. Kom, lad os følge dig til dit nye værelse."
   Da de gik på gangen så han rengøringsfolk og andet personale gå ind på hans værelse. De havde alt muligt rengøringsudstyr men det mest opsigtsvækkende var en kikkert og en drone. Skulle de undersøge hans gamle udsigt? For at gøre hvad? Finde landsbyen? Havde Milo fortalt dem om det?
   Milos hoved var fuld af spørgsmål da han fulgte dem til sit nye værelse. Det lignede nøjagtig det han havde før. Kun udsigten var anderledes. I stedet for bjergsiden kunne han nu se mere af byen og kun en lille del af søen. Landsbyen var for langt mod øst til at han kunne se landsbyboerne herfra. 
   Vagten ventede på Aleta udenfor værelset mens hun gav Milo de sidste detaljer omkring isolationen. 
   "Du vil blive her indtil vi har testresultaterne. Det vil nok tage en dag eller to. Derfra må vi evaluere situationen, beslutte behandling og så videre. Du vil være i kontakt med så få mennesker som muligt."
   "Er du en af dem?"
"Ja, jeg vil være din kontaktperson og der vil kun være en sygeplejerske medmindre det vil blive nødvendigt med flere."
    Milo kiggede på hendes hånd og pande og så ikke noget mærke. 
   "Du har ikke chippen endnu?" sagde han overrasket. Hun smilede undskyldende. 
   "Nej, men Sandor presser mig virkelig. Jeg er overrasket over at jeg alligevel fik dette job, men jeg gætter på at han stoler på mig. Jeg var terapeut før, så da LAI evaluerede mine evner var livsrådgiver det bedste for mig, chip eller ej. Så længe jeg tager det når det bliver obligatorisk." 
   Aleta talte til Milo som en ven. Han kiggede hende dybt i øjnene. 
   "Vil du svare ærligt på noget?"
   "Prøv mig."
  "Hvad var der galt med den udsigt jeg havde i det gamle værelse?"
   Hun kiggede op mens hun formede et svar. 
   "Jeg ved ærligt talt kun at noget i din udsigt gav dig tvivl."
   Hun gik hen til døren. 
   "Så snart vi har et negativt test resultat tror jeg en gåtur er den bedste medicin for at få dig tilbage på sporet."
   "Undskyld mig?"
   Hun blinkede og gik ud i gangen. 
"Sygeplejersken kan være her når som helst nu. Vi ses når testresultatet kommer."
   Da sygeplejersken kom få minutter efter, tog en prøve fra hans hals og stillede spørgsmål om hans helbred, alt hvad han kunne tænke på var Aletas ord før hun gik. Hvorfor ville hun have ham til at gå tur og hvorhen?

* * * *

En drone fløj over trætoppene og skannede området. Alarmen startede inde i kontroltårnet. En soldat pegede på billederne fra dronen. 
   "Vi har fundet den!"
   Hærchefen nikkede. 
   "Godt arbejde."
   "Vil du have mig til at fyre missilerne af med det samme?"
   "Nej, Sandor gave ordre til at vente." 

* * * *

To dage senere kom testresultatet tilbage negativt for den virus der var fundet i Ethans krop. Han fik fortalt at hans ven var rask igen og kunne tage på arbejde igen næste morgen. Aleta kom ind og så til ham. 
   "Kan jeg tage på arbejde nu?" spurgte han hende. 
   "Nej, ikke endnu er jeg bange for. Jeg er blevet tildelt arbejdet at hjælpe dig med at tilpasse dig stedet her." 
   "Du mener overbevise mig om at modtage mærket?"
   Hun nikkede. 
   "Også det. Du ved jeg heller ikke har det så måske vi skulle tage af sted sammen i næste uge?" 
   Milo trak på skulderen. 
   "Jeg ved det ikke."
  "Tja, lad os tage en ting ad gangen, og nu går vi den tur jeg lovede dig."
   De gik og snakkede om hverdagsting som at hun oprindeligt kom fra Portugal og at hans far var fra Tyskland. Så ledte hun ham til en udgang. 
   "Skal vi ud af byen?"
   "Nej, der er en park herude, ikke andet," sagde hun. "Du vil blive klar til sommetider at forlade byen senere."
   Han smilede da deres øjne mødtes. 
   At træde ud i solskinnet var næsten følelsen af frihed. Han følte en varm brise på huden. Hun smilede fredfyldt foran et af kameraerne. Han stod bare og mærkede den friske luft. 
   "Du har ikke været udenfor i noget tid, har du?" spurgte hun. 
   "Jeg har vist haft for travlt med at lære og blive undersøgt og evalueret."
   "At tage dig ud på en gåtur var den rigtige beslutning så, var det ikke?"
   "Du gør det ikke bare for at redde mit helbred, gør du?"
   "Hvorfor, tror du det bare er for at bruge tid sammen med dig?"
   Hans ansigt blev rødt og så lo de. 
   "Lad os gå denne vej." 
   De gik til det fjerneste hjørne af parken. 
   Hun så pludselig anderledes ud, mere seriøs. 
   "Dette er det eneste sted hvor mikrofoner ikke kan høre os."
   "Hvorfor tog du mig med herhen? Hvad vil du egentlig fortælle?"
   "Lad os først sætte os ned så ingen kameraer ser vores ansigter."