Kapitel II

De ankom til kontorets indgang. På begge sider af døren var der statuer af en slangedrage med krøllede og spidse horn og lange, skarpe kløer. Gangen var fuldstændig tom uden nogen pynt, og eftersom det var Milos første dag på jobbet havde han ikke regnet med at se dragerne sidde der. De så frygtindgydende ud sammenlignet med den drage han havde set på logoet. Måske var det størrelsen. 
   "Symbolet på LAIs Sundhedssystem," forklarede Ethan. "Aldrig en pandemi igen, min ven. Snart skal alle have en chip for sikkert at gå på arbejde."
   Da de skulle til at åbne døren afbrød en alarm deres samtale. 
   "Ethan Pathros og Milo Fallen, gå venligst til den nærmeste skræm," sagde en stemme over højtaleren. De vendte sig om og fandt en skærm i nærheden. LAIs røde logo dukkede op og alarmen stoppede. 
   "Ethan Pathros, din chip mærker en forandring i din kropstemperatur. Det virker til at en virus er fundet i dit system. Gå hjem mens nanobotter analyserer alvoren og den mulige behandling af virussen. En sygeplejerske vil snart ankomme og se til dig."
   De vendte rundt og Ethan begyndte at gå. 
   "Jeg må erkende, at du havde ret i at jeg så syg ud. Vi ses en anden gang." Han tøvede da han hørte højtaleren fortsætte. 
   "Milo Fallen. Du er blevet registreret som en tæt kontakt af Ethan Pathros. Du må ikke gå på arbejde i dag. Gå hjem og vent på en sygeplejerske der vil teste dig grundig for virale infektioner. Hold venligst afstand til Ethan Pathros som måske kan smitte. Hans chip er stadig i gang med at tilpasse sig hans krop."
   De ventede begge nogle øjeblikke indtil skærmen blev sort, og de var sikre på at der ikke var flere beskeder. 
   "Er du overbevist nu? Ikke flere test til mig nogensinde," sagde Ethan. 
   "Jeg ved det ikke. Virussen er måske ikke engang farlig."
   "Det kunne den være. Det ved man aldrig. Og med chippen kan Sandor altid passe på os."
   Milo trak på skulderen. 
   "Det giver vel mening."
   De gik forbi et par der tydeligvis ventede et barn. Milo kunne se på mærket på hånden at de havde modtaget chippen. Det gav mening at være så sund som muligt når man var gravid. 
   "Chippen hjælper i alle aspekter af livet," argumenterede Ethan. "Hvorfor er det så slemt at tilhøre systemet?"
   Milo kløede sig på hovedet. Hvis det at tage chippen tjente et større formål skulle han måske bare tage den. Var han stædig uden grund? Pludselig glemte han alle sine argumenter. Hans vens stemme brød ind i hans tanker. 
   "Milo?"
   "Ja, jeg tænker over det."
   "Husk at du ikke kan bestille ting i LAIs system længere hvis du ikke tager den når det bliver obligatorisk. Sandor er der kun for at hjælpe dig. Han er i sandhed vor frelser." 
   "Ja, han er fantastisk. Jeg tror, jeg gør det," hørte Milo sig selv sige. Det lød så hult og distanceret som om det ikke rigtig kom fra hans egen mund. 
   "Her er min dør," sagde han. 
   "Vi ses, snart ægte mardukanier."
  Ethan vinkede mens han fortsatte ned ad gangen og Milo lo nervøst.

* * * *

Milo tastede den forkerte kode til hans værelse og prøvede igen et par gange. Det ville være lettere at åbne døren bare ved at vifte med hans hånd hvis han havde chippen. Da han trådte iind mindede en højtaler ham om at bruge håndsprit ved døren. Stemmen anbefalede også en god creme at bruge inden sengetid og spurgte om han ville bestille det med det samme. 
   "Stemmekommando ikke genkendt," sagde stemmen, da Milos svar var "Og hvad så." 
   Han satte sig ved vinduet. Alt herinde var hvidt og sterilt. Fuldstændig rent. Sikkert. Uvirkeligt. Falsk. 
   Derude var den virkelig verden. 
   Han kunne se toppen af det lille hustag som han vidste at han havde set flere gange før. Det var ikke en drøm som han ellers havde forsøgt at narre Ethan til at tro. Det måtte ligge mange kilometer væk op ad bjergsiden. Solen fik hans øjne til at knibe sammen. 
   En person kom ud i lysningen, og nød udsigten over en smuk sø, En anden person tilsluttede sig dem fra en anden retning. Det var tydeligvis en slags samfund. Han kiggede rundt mellem træerne og fangede også et glimt af nogen der samlede brænde. Et øjeblik senere forsvandt de all bag buske og træer igen. 
   De var bange derude. 
   Det var mere sikkert her. 
   Lederen beskyttede sine borgere. 
  Milo undrede sig over hvorfor de ikke bare flyttede herind. Hvorfor gemme sig væk i en skov hvor de næsten ikke kunne klare sig? Hvad var så vigtigt for disse mennesker?
   Og hvorfor ønskede han stadig at slutte sig til dem? 
   En fast banken på døren fik Milo til at hoppe i sin stol. 
   Det var sikkert bare sygeplejersken. Han var overrasket over at se døren begynde at åbne. Sædvanligvis havde sygeplejerskerne ikke sine patienters koder. Det måtte være noget meget vigtigt. Måske var det lægen med dårligt nyt om Ethan. 
   Måske ville han komme i isolation. 
   Han rejste sig hurtigt op og prøvede at dække over landsbyen med sin krop. Han havde ingen ide om hvorfor han følte denne trang til at beskytte dem. Hvorfor følte han at de kunne være i fare for de mennesker han burde stole på? 
   Han skævede ud af vinduet på bjergsiden for at se hvor synlige landsbyboerne var. Han kunne stadig ikke se dem og sukkede lettet. 
   Han kiggede atter på døren for at se hvem der kom ind. Til hans overraskelse var det hverken en sygeplejerske eller en læge.