Kapitel I


Solens varme faldt på Milo Fallen's kind da han vågnede fra sin søvn. Han kiggede ud af vinduet på taget af et hus i en lille, hemmlig landsby langt væk herfra og derefter på skærmen på væggen. Den var 6.30 om morgenen og vækkeuret ringede. De automatiske gardiner fejlede aldrig. De var programmerede til at åbne fem minutter før vækkeuret. Et sikkerhedskamera i loftet pegede på ham og vækkeuret stoppede med at ringe, da systemet opdagede at han allerede var oppe. 
   Han trykkede på skærmen for at bestille morgenmad. Han havde allerede bestilt tøj til i dag før han gik i seng i aftes. Alting var nemt og automatisk i dette perfekte computersystemets kejserige. Han var ikke sikker på om alt det her var perfekt eller et fængsel. Han kiggede på folderen på sengebordet. På mange måder havde han stadig ikke tilpasset sig compersystemets byer. Systemet kaldet LAI eller Leader of Artificial Intelligence, kunstig intelligens, der altid vidste hvad der var bedst for alle, som det var beskrevet i brochurerne. Personen bag LAI systemet, en mand ved navn Sandor Hebel, var udnævnt Verdens Frelser. Hans billede var på forsiden af folderen. Han havde hvidt jakkesæt på og så stærk og empatisk ud. 
   En let banken på døren lod Milo vide at morgenmaden og dagens tøj var ankommet fra den nærmeste indkøbsstation. Milo tog aldrig rigtig derhen. Det var så mærkeligt at shoppe uden i virkeligheden at betale og tingene var aldrig hans alligevel. Han åbnede døren og en drone fløj ind i hans værelse med hans toast, æg, koffeinfri og vitaminer. I hvad der lignede fangarme holdt dronen en kasse med dagens tøj. 
   "Godmorgen Milo. Venligst læg dit brugte tøj i kassen når du er færdig med at skifte," sagde en venlig, robotstemme, der lød som en ung kvinde. "Jeg har en lille påmindelse fra LAI. Vi kan personligt tilpasse dine vitaminer hvis du modtager mikrochippen for at holde dig så sund som muligt."
   Da Milo var færdig forlod dronen værelset med hans pyjamas, strømper og tøj fra i går der ikke længere var hans. Han tjekkede sit nye tøj i spejlet. 
   "Det er ikke til at fatte, at det er gratis," sagde han til sig selv. "Jeg ser ud som en filmstjerne og det koster mig ingenting."
   Han blinkede væk en sky af tomhed. 
   Pludselig dukkede Sandor Hebel op på skærmen. Sandor havde givet LAI sit eget ansigt for at føle sig mere forbundet med sit folk. Den standardiserede besked var lavet af en beroligende og sympatisk stemme. 
   "Min kære borger af Mardukania. Mine kameraer afslører at du stadig er til stede. Husk venligst at gå i god tid til arbejde. Det er din pligt at bidrage til mit Rige so du sikkert kan bo her. LAI vil beskytte dig så længe du bor her."
   LAIs røde mærke, en slangedrage pakket om en hånd, dukkede op på skærmen før den blev sort. Milo børste hastigt tænder før han gik.

* * * *

I gangen stødte Milo ind i Ethan. 
   "Også i sidste minut, hvad?" sagde Milo. 
   "Ja, men LAI er ved at forbedre min søvnrytme."
   "Hvordan?"
   Ethan viste det rød mærke på sin højre hånd. LAIs logo. 
   Milo gispede.
   "Du har mikrochippen nu?" 
   Ethan nikkede og de fortsatte med at gå i stilhed. Han lagde mærke til Milos tøj. 
   "Ser godt ud som altid."
   "Dit tøj er heller ikke værst."
   Ethan lo. 
   "Du ved, jeg er doven. Jeg vælger altid "Automatisk valg" men LAI kender min smag."
   "Systemet virker fejlfrit..." sagde Milo blankt. Ethan ignorerede hans vens tone. Han vidste at Milo stadig var en skeptiker og havde brug for noget overbevisning. 
   "Systemet virker endda mere perfekt når det er sat sammen med chippen. Du vil være forbundet med LAI som aldrig før og Sandor Hebel kan hjælpe dig på alle mulige måde."
   Milo lagde mærke til at der var noget anderledes ved Ethan nu hvor han havde modtaget chippen. Det var som om der var en sky foran hans ansigt. Han virkede på en måde følelsesløs som om det bare var skuespil eller at de begejstrede følelser ikke kom fra Ethan selv. Han rystede på hovedet. Det var sikkert ingenting. 
   "Det virker bare som en alt for stor invasion i mit privatliv at give al information i min krop til systemet og endda lade systemet ændrer hormonerne i min krop." 
   "Dit privatliv?" Mand, vi ejer bogstaveligt talt intet, ikke den seng vi sover i eller det tøj vi har på. Vi har ikke nogen penge, kun poin for "god adfærd" der giver os det gode vi har, og vi lader Lederen vælge vores uddannelse og arbejdsvalg for os, og det hele virker til fordel for os. Vi har allerede ansigtsgenkendelse."
   Milo skævede til kameraerne der fulgte enhver bevægelse og følte sig hjerte hamre. Ethan fortsatte. 
   "Hvilket privatliv vil du beskytte? Du er kommet så langt, hvorfor ikke tage det sidste lille skridt der gør dig lige med resten af os?"
   "Men det er min krop, Ethan. Min krop og mit valg. Jeg vil bare gerne være mig i mig selv. Måske er der noget mere derude."
   "Virkelig? Du fortalte mig selv at du levede i fattigdom før du kom her. Lige siden pandemien har der ikke været noget derude. Hør, Milo. Der er ting vi må give op til fordel for alle og for den personlige frihed. Vi har bogstaveligt talt udryddet alle sygdomme i folk med chiooen fordi den medicinerer dig helt perfekt inde i kroppen og registrerer all helbredsproblemer før de spreder sig til andre individer." 
   "Og du tror ikke det kunne blive brugt..." Milo dæmpede sin stemme. "... til noget ondt?"
   Ethan løftede øjenbrynene. 
   "Hvorfor skulle Sandor Hebel ønske at skade nogen når hans planer kun handler om godt helbred og kærlighed til dem der følger ham? Folk udenfor hans byer gemmer sig og kæmper imod ham uden nogen som helst grund. Jeg mener, se, hans planer virkede. Der er ingen fattigdom indenfor hans bymure, og ingen sult, alle er lige og sunde i hele Mardukania..." 
   "Og ingen er frie..." sagde Milo før han overhovedet tænkte. "Jeg ønsker pludselig jeg ikke boede her. Hvordan kan vi vide at alt dette er sandt? Hvad hvis fattigdom bare er gemt af vejen i stedet?"
   Ethan var frustreret over at hans indsats for at overbevise Milo aldrig bar nogen frugt. 
   "Der er ikke noget bevis for det. Hvor ville du ellers leve? En enkelt injektion er en lille pris at betale for perfekt helbred og lykke."
   "Der er en lille landsby," hviskede Milo. "Jeg kan se den fra mit vindue. Jeg ser sommetider folk danse udenfor..." Han stoppede med at tale da han så det gravalvorlige udtryk i Ethans ansigt. Det føltes som om hans mave brændte. Han skulle ikke have nævnt landsbyen. Han kunne normalt stole på Ethan men det virkede som om det havde ændret sig. Hans ven kiggede væk mens han prøvede at finde det rigtige ansigtsudtryk. 
   "En landsby? Og du kan se det fra dit vindue?" sagde han roligt. 
   "Ikke alligevel. Bare glem det, ikke? Måske har jeg bare drømt. Jeg tror jeg forestillede mig noget bedre fordi jeg ikke ønsker at tage chippen," løj han. "Hey, du ser lidt bleg ud, er du helt rask? Du er ikke syg, er du?" 
   "Nej, jeg har det fint. Chippen bliver obligatorisk snart. Du kan ligeså godt tage den nu. Det her er det nye normal. Du kan ligeså godt vænne dig til det."
   Milo trak på skuldrene. 
   "De sagde det samme om nedlukning, ansigtsmasker, test og vacciner."
   "Tja, pointen er at vi kan glemme alt om det når vi har chippen. Vi behøver ikke en vaccine for at få adgang til butikker længere. Det er den sidste forandring før verden er perfekt. Vi vil ikke være ligesom de værdiløse teorister der er ligeglade med andre."
   "Du mener demonstranterne?"
   "Ja, skeptikerne, de religiøse tosser og hvad de ellers er. Vær ikke som dem. De er en fjende af systemet. Den mikrochip vil blive den sidste test eller vaccine du nogensinde vil tage i folkesundhedens navn."
   "Det lyder godt nok nemt."