Smagsprøve på bogen: Det forbudte barn

omslag til gavekort.bmp

Her kan du læse lidt af bogen, der kan købes i webshoppen. 

Titel: Det forbudte barn

Forfatter: Maria H. Larsen
Udgivelsesår: 2020
Omslag designet af: Maria H. Larsen
Sprog: dansk
Trykt hos: Trykkeriet Friheden
Antal sider: 179

Prolog

Den lille pige fandt en lyserød balletkjole frem fra kassen med udklædningstøj. Hun strammede det skinnende bånd i håret og drejede rundt så kjolen flagrede. Hun trak de fine sandaler på og åbnede skuffen. Hvor var den henne? Hun fjernede en bunke tegninger. Dér var den. En aflang æske af træ.

Forsigtigt tog hun æsken op af skuffen og stillede den ovenpå kommoden. Hun åbnede den, og den spillede den yndigste melodi, mens en lille danserinde dansede rundt og rundt. Pigen dansede elegant til melodien. Så stoppede hun brat op.

"Mor skal se det!"

Hun lukkede spilledåsen og styrtede ud gennem døren. Hvor var mor? Hun var ikke i stuen. En stemme talte sagte inde fra kontoret.

Mor sad sammenbøjet med hænderne på sine knæ. Den ene hånd havde et løst tag om telefonen. Hendes ansigt var rødt af gråd. Kamilla blev urolig og følte sig en smule bange. Hvad var der galt med mor? Hun kunne ikke lide, at hun så sådan ud. Pigen begyndte at bakke. Hendes mor fik pludselig øje på hende.

"Kamilla..." sagde mor, men gråden kvalte hendes ord.

"Hvorfor har du dråber under øjnene, mor?"

Mor hulkede et par gange.

"Der er sket noget med far, Kamilla."

"Hvad?"

"Han var ude at køre, og han..."

Hun så ind i sin datters store, spørgende øjne.

"En anden bil ramte ham," fortsatte mor.

"Gik bilen så i stykker?"

"Ja, og far slog sig meget slemt."

"Har han fået plaster på?"

Mor rystede på hovedet.

"Et plaster hjælper ikke. Far slog sig så slemt at han... er død!" Ordet kom næsten ud som et skrig og Kamilla blev overvældet af sin mors følelsesudbrud. Hvad var det for noget? Far havde aldrig været død før. Hun gik ind på værelset igen og trak af det fine tøj. Så lagde hun spilledåsen tilbage i skuffen. Hun havde ikke lyst til at lege balletdanserinde længere. Hendes mave rumlede.

Mor sad stadig på kontoret og stirrede tomt ud i luften ved siden af et billede af hende og far. Den lille pige dukkede atter op i døren.

"Jeg er sulten. Hvornår skal vi spise?"

"Jeg har bestilt pizza."

Kamilla hoppede op og ned.

"Jaaaaa! Pizza!" Så stod hun stille igen.

"Kommer far ikke snart hjem og får pizza?"

Mor kiggede undrende på hende.

"Jeg sagde jo, at far er død. Han kommer ikke hjem. Når man er død, kommer man aldrig tilbage. Aldrig."

Kamilla så chokeret op.

"Kommer han så ikke til min fødselsdag?"

"Nej, det kan han heller ikke."

Nu begyndte Kamilla at græde.

"Jeg vil have at far kommer hjem nu!"

Mor lagde armene om pigen, men hun vred sig fri og pegede ud af vinduet.

"Pizzamanden kommer!"

Den lille pige løb ud til døren og åbnede den. Mor fulgte efter, tørrede tårerne væk og betalte. De spiste i fuldkommen tavshed. Da mor skulle til at tage det sidste stykke, sprang Kamilla op og greb hendes hånd.

"Nej, mor. Der skal også være noget til far."

"Hold så op!" råbte mor vredt. "Far kommer ikke hjem! Forstå det nu!"

Tårerne trillede ned ad kinderne på den forskrækkede pige. Mor skubbede sin stol ud idet hun rejste sig og forlod rummet. Kamilla sad alene tilbage med det sidste stykke pizza.

"Nå, nu kommer babysitteren endelig," sagde mor.

 

* * * *

 

Det regnede, men ikke nok til at gennembløde jakken. Ned ad alle ansigterne trillede endnu flere tårer, end der faldt regndråber. Den langde trækasse blev sænket ned i jorden. Mor havde fortalt at far lå deri med sit blå jakkesæt på.

"Det er godt, der er låg på, så far ikke får regn på sig," sagde hun til mor.

Mor svarede ikke. Der blev smidt jord på kisten. Tante havde fortalt, at kisten ville blive dækket til med jord, så man slet ikke kunne se den længere.

Kamilla havde ikke forestillet sig, at hullet ville være så dybt.

"Hvordan skal far komme op igen, når han er helt helt helt dernede under jorden?" spurgte hun mor. Mor kiggede væk. Hun rakte armene ned mod den lille pige og løftede hende op. Kamilla trykkede sig ind til sin mor, men i næste øjeblik blev hun sendt videre til en anden favn. Tante tog imod hende, og mor gik tilbage til graven.

"Du gør din mor så frygtelig ked af det," sagde tante. "Du skal hjem og bo hos mig i et par dage. Det skal nok gå alt sammen, skal du se. Mor bliver glad igen."

Kamilla tænkte, at hun altid ville være en god pige, så hun aldrig mere kom til at gøre mor ked af det.

Kapitel 1

14 år senere

Kamilla kneb øjnene sammen. Gardinerne var trukket fra og solen stod ind i hendes ansigt.

"Stå nu op, ellers kommer du for sent," råbte mor inde fra stuen.

"Jeg har ikke lyst til at gå i skole," mumlede Kamilla søvnigt.

"Du behøver heller ikke at have lyst til det, men du skal alligevel."

Teenageren proppede et par bidder brød i munden, skyllede det ned med juice og svingede tasken over skulderen.

"Skal du ikke have børstet tænder?" spurgte mor.

"Det kan jeg ikke nå."

"Her er din tandbørste. Der er tandpasta på."

Kamilla skrubbede lynhurtigt tænderne og rakte tandbørsten tilbage.

"Hav nu en god dag," sagde mor.

"Ja tak," svarede pigen og lukkede døren. Hun ville ikke fortælle mor, det var tvivlsomt, at dagen blev god. Hun gik hen ad den smalle sti og skubbede den knirkende havelåge op. Et hoved stak frem over naboens hæk.

"Nina, er du ikke på efterskole?" spurgte Kamilla overrasket.

"Jow, det var jeg egentlig, men de smed mig hjem på en tænker."

"Hvorfor?"

"Det er en længere historie."

"Øv, så har jeg ikke tid til at høre den, for jeg er allerede ved at komme for sent."

"Jeg går da bare med dig."

Nina fortalte mens de gik forbi rækker af lygtepæle og løvtræer, om hvordan hun havde sneget sig ud om natten på efterskolen.

"Da jeg endelig kom ind igen, kom jeg til at gå ind det forkerte sted og havnede på drengegangen. Da læreren kom, spænede jeg ind på et tilfældigt drengeværelse og gemte mig under et tæppe på gulvet. En af drengene vågnede og kaldte på læreren."

"Hvor tarveligt!" udbrød Kamilla.

"Det' okay, jeg skal nok tage hævn, når jeg kommer tilbage."

"Det er her."

De standsede foran den triste betonklods af en skole.

"Er det ikke mega kedeligt at gå på gymnasiet?"

"Jeg er i hvert fald sikker på, at det er sjovere at gå på efterskole."

"Det skal du ikke være så sikker på, det er bare én stor bunke regler. Vi ses senere."

"Ja, hej."

Kamilla kiggede ind. Skolen så tom ud. Alle var sikkert i deres klasseværelser. Hun listede hen til sin dør og tog tøvende fat i håndtaget. Hun kunne ikke høre hr. Jensens stemme derinde. Uret hang over hendes hoved og viste 8.05. En travl hr. Jensen kom gående i hastigt tempo med en bunke papir i hænderne.

"Godmorgen," sagde han venligt.

"Godmorgen," sagde Kamilla og åbnede døren.

"Ja, normalt ville jeg blive sur over, at du kom for sent..."

Hun gik ind og skyndte sig ned på sin plads, mens hun ignorerede elevatorblikke og fnis. Tanjas stemme hviskede.

"Hun ser bare så ynkelig ud."

Hr. Jensen bankede i bordet for at få ro.

"Ikke mere snak. Som i nok kan huske fra sidste uge, er der prøve i dag."

Han begyndte at dele opgaver ud. Tanja lænede sig tilbage i stolen og snakkede til Kamilla.

"Jeg holder fest på lørdag. Tør du komme?"

Tanja havde aldrig før inviteret Kamilla med til noget som helst.

"Ja, selvfølgelig," svarede Kamilla og overraskede sig selv. "Hvad tid?"

"Fra tyve til midnat. Mindst!"

"Øh, men jeg må ikke være ude så sent for min mor."

"Nå, lille pus," sagde Lotte hånligt.

"Men jeg gør det naturligvis alligevel," sagde Kamilla og lo nervøst.

"Godt, så ses vi der," sagde Tanja.

Den dag gik Kamilla hjem med en følelse af, at hun havde en chance for at blive accepteret. At blive en del af klassen. Hvis blot hun kunne være sej nok til festen. Hvordan var man egentlig det? Og hvordan skulle hun egentlig få lov til at blive ude så længe?

 

* * * *

 

Den lille butik befandt sig lige på hjørnet ud til gågaden. Hvis Kamilla var heldig havde Rikke fri i dag. Men Kamilla var sjældent heldig. Da den lille, tætte kvinde trådte ind, skyndte pigen sig om bag ved stabelen af dåsetomat på tilbud. Måske så hun hende slet ikke der. Rikke trådte nærmere, og Kamilla lod som om hun havde for travlt med at vaske gulv til at opdage hende.

"Hej, Kamilla," sagde hun.

"Åh hej, Rikke. Jeg så dig slet ikke komme ind."

"Jo, du gjorde." Hun smilede falsk. "Du mangler en plet der."

"Tak, men jeg er ikke færdig endnu."

"Nej, men hvis jeg ikke minder dig på det, risikerer vi bare, at du glemmer det."

Hun puffede til en pose pasta med skulderen, da hun gik. En hel række pasta faldt på gulvet.

"Ups! Det ordner du lige, ikke?"

I det samme kom Poul forbi. Han sendte Kamilla et irettesættende blik.

"Hvad er det for noget rod, Kamilla?"

På hjemvejen gik Kamilla og kogte indeni. Hun tog en omvej gennem parken, for at have mulighed for at tale højt til sig selv uden at nogen kunne høre det.

"Skal jeg sige det skodarbejde op? Nej, hvordan skal jeg ellers spare op til en bil? Jeg er nødt til at finde mig i det. Mor betaler i hvert fald ikke en bil. Heller ikke kørekort. Måske er jeg heldig, at Rikke siger op."

"Sig op! Du behøver ikke en bil. Du har sådan nogle dejlige ben at gå på."

Kamilla kiggede sig om efter den skumle stemme. En skægget mand sad på en bænk med en tom flaske i hånden. Hun skyndte sig at løbe gennem parken.

 

* * * *

 

"Skal du ikke have mere at spise?" spurgte mor. Kamilla prikkede til sin kartoffel med gaflen.

"Tanja holder fest på lørdag."

"Hvad er det for en fest?"

"Det... ved jeg ikke helt. Men den starter klokken tyve."

"Hvornår slutter den så?"

Kamilla rømmede sig og sagde stille.

"Midnat..."

"Ikke tale om."

"Men alle andre bliver til over midnat. Det er jo weekend..."

"Jeg er ligeglad med hvad alle andre gør. Du er hjemme senest klokken treogtyve!"

Kamilla gik ind på værelset og lukkede døren lidt for hårdt. Hun fortrød det straks og lyttede efter, om hun skulle have såret mor.

"Det var ikke pænt," sagde mor og spiste videre.

 

* * * *

 

Piger i lårkort og drenge i hængerøv. Musik som hele gaden kunne høre. Nu var der fest. Kamilla stod udenfor i en blomstret kjole der gik til knæene med en bøtte hjemmebagte småkager i hænderne. Alle andre havde medbragt chips og sprut. Hun listede om bag en busk og tog låget af bøtten. Under småkagerne havde hun gemt en ølflaske med vand i, så de andre kunne tro hun drak. En idé hun havde fået af opfindsomme Nina. Der var også en saks, og med den klippede hun det nederste af kjolen, så det blev tilpas kort ligesom de andre pigers. Når mor nægtede at lade hende tage af sted i den korte, blå kjole, så måtte hun gøre det på en anden måde. Mor kunne jo ikke blive ked af noget, hun ikke vidste. Tanja var den første, der fik øje på hende.

"Ej, hvor en fed kjole," sagde hun. Kamilla forsøgte at virke selvsikker. Hun tog en slurk af sin falske øl, mens hun tænkte på noget at sige.

"Fed fest," sagde hun. Hun kunne måske have fundet på noget smartere. I virkeligheden havde hun håbet, de skulle spille brætspil. Det blev der ikke mulighed for, eftersom Tanja havde omdannet forældrenes stue til et diskotek.

"Hvad drikker du?" spurgte Tanja. Kamilla holdt ølflasken op.

"Ej, hvor kedeligt. Kom hen og prøv min punch," sagde Lotte.

"Øh, nej tak. Jeg er mest til øl."

Hun satte sig i sofaen og forsøgte at få kjolen til at dække sine lår. En ung mand sad overfor hende og stirrede på hendes ben. Hun blev knaldrød i hovedet, og rejste sig op igen. Måske hun bare skulle tage hjem nu. Hun havde det jo ikke engang sjovt. Tanja trak i hendes arm.

"Vær nu ikke så kedelig, Kamilla. Prøv Lottes punch."

Før hun vidste af det, stod Kamilla ved den store glasskål med punch. Tanja hældte et glas op til hende.

"Her, smag nu."

Kamilla forsøgte at virke interesseret, mens hun ledte efter en udvej. Hun havde ikke lyst til at drikke, for hun var slet ikke vant til alkohol. Hvad hvis hun fik for meget?

"Hvad er der i?"

"Årh, lidt af hvert. Kom nu bare, smag!" sagde Tanja og holdt glasset helt op imod hendes læber. Kamilla tog en lille tår. Smagen var skarp og ubehagelig på tungen.

"Den er super god," løj hun og undertrykte et host.

"Så drik op," sagde Lotte.

"Ja, kom nu. Lad os se, om du kan bunde," istemte Tanja.

Kamilla tøvede. Hendes hjerte hamrede. Hvordan skulle hun sige nej? Hun sænkede glasset, men i det samme vippede Lotte Kamillas hoved bagover og holdt hende for næsen, så Kamilla var nødt til at åbne munden, for at få luft. Tanja hældte resten af punchen ned i munden på hende. Hun følte svælget blive fyldt af den ubehagelige drik, og hun rev sig løs og hostede og spruttede, så punchen stod ud af munden på hende.

"Ej, føj! Kan du ikke engang klare en punch?" spurgte Tanja og lo. Lotte rystede på hovedet.

"Hun bliver aldrig en af os."

Kamilla kiggede op og så at ikke blot Tanja og Lotte, men også Trine og Laura sammen med tre fremmede drenge stod og grinede ad hende. Hun havde aldrig før følt sig så ydmyget. Hvis ikke hun gjorde noget straks, ville hun aldrig blive accepteret.

"Jeg skal vise dem," tænkte Kamilla. Hun rettede sig op, gik hen til skålen, hældte et helt glas op og satte det op til læberne. Hvis hun ikke gjorde det her, ville hun aldrig kunne se dem i øjnene igen. Hun lænede hovedet tilbage og bundede glasset for øjnene af dem alle sammen. Nu havde hun gjort det. Det måtte være nok. Da de andre jublede begejstret, rakte Tanja hende et glas til.

"Kom så, Kamilla! Kom så, Kamilla!" råbte de alle sammen. Hun burde virkelig ikke. Hun var allerede så underligt omtåget efter det første glas. Alles øjne var på hende.

Hun bundede igen.

...